Hånd med grønt bad

Raster vs Vektor

Hvad er raster- og vektorgrafik, og hvilke forskelle er der på dem? Det er spørgsmål, som marketingfolk, tekstforfattere og diverse grafisk-teknisk uskolede brancheinteressenter ofte må stille, når de møder billedtekniske udfordringer, der ikke falder inden for deres normale vidensområder. Svarene er – ja – overvejende tekniske. For nogle måske sværttilgængelige. Men da de er af interesse for mange i tekstiltrykindustriens verden, vælger vi at benytte denne blogpostering til – efter bedste evne – at tilvejebringe et vademecum, som på tilstrækkelig vis belyser de to størrelser og gør rede for deres væsentligste forskelle. Vi håber, det vil være til hjælp og inviterer dig til at læse videre.

Kildebilledet
Et væsentligt element for ethvert tekstiltrykkeri er kildebilledet, dvs. det billede af kundens ønskede logo, som trykkeriets grafikere skal bruge til at lave den tilhørende korrektur. Her er det ikke billedets kontur- eller farvemæssige komposition, vi taler om, men hvilken filtype billedet er. Spørgsmålet, vi må stille os selv og vores kunder, hver gang et nyt billede lander i vores postkasse, er: Er det raster eller vektor?

Hvorfor spørger vi så om det? Fordi rasterfiler ikke duer til at lave logoer ud af! Okay, det er ikke helt rigtigt, må vi hurtigt trække i land. Rasterfiler kan godt bruges til fremstilling af logoer, men bærer bare så store ulemper med sig, at vektorfiler næsten altid er at foretrække. Det er derfor, at langt de fleste logotrykkerier – heriblandt Jet Sport – vælger kun at arbejde med vektorfiler. Det er simpelthen det, der i de fleste tilfælde giver de bedste resultater. Men hvad er det så, vektorfiler kan springe op og falde ned på, hvor rasterfiler springer op som en løve og falder ned som et lam? Lad os se nærmere på de to filtypers egenskaber, svagheder og forskelligheder.

Raster
Et rasterbillede dannes af et todimensionelt kartesisk koordinatsystem. Er du her stadig? Godt klaret. Så fortsætter vi. Koordinatsystemet indeholder et cellegitter, på hvilket såkaldte ’pixels’ kan indsættes og tilsammen udgøre et billede. Hver enkelt pixel er udstyret med en farve og et unikt koordinatsæt, som identificerer dens helt egen plads i cellegitteret. Herfra indgår pixlens farve i et kalejdoskopisk samspil med de andre omkringliggende farver, og dette samlede farveudtryk udgør så billedet.

En individuel pixel er blot en brødløs, firkantet farveenhed. Men placeres adskillige af disse ellers charmeforladte firsider i tilpas fintmaskede mønstre, kan de danne nærmest grænseløst smukke, levende og detaljerige mosaikker. På RGB-spekteret, som er farvesystemet, rasterfiler oftest benytter sig af, kan en pixel være udstyret med én af ikke færre end 16.777.216 forskellige farver. Fotorealistiske billeder er altid raster, da pixels i fællesskab kan producere kompositioner og farvegradueringer med et overflødighedshorn af detaljer, som ingen andre billedformater eller farvesystemer kan matche. En yderligere fordel ved raster er, at billeder lader sig redigere på et langt mere atomart niveau i billedbehandlingsprogrammer som Photoshop. Det er usædvanligt besværligt og tidskrævende – og derfor næsten aldrig gjort – men er en grafiker dygtig og tålmodig nok, kan et rasterbillede i princippet redigeres helt ned på det individuelle pixelniveau.

Antallet af pixels, som et rasterbillede udgøres af, bestemmer billedets kvalitet. Den følgeslutning går under betegnelsen ’billedopløsning’ og er kardinalpunktet for, hvordan billedet omsættes på øjets nethinde. Jo flere pixels, desto klarere fremstår det (op til øjets biologiske grænse, som sammenhængsafhængigt ligger på omkring 300 PPI på en afstand af ca. 75 cm). Tætheden af pixels opgøres i PPI eller ’pixels per inch,’ dvs. antal pixels per tomme. Lad os belyse det med et trykrelateret eksempel:

Vil vi trykke et billede med en PPI på 240 – som er mindstekravet til tekstiltryk – på et tekstilområde med en bredde på 6 tommer, ganger vi tallene og får: 240×6=1440. Rasterbilledet skal altså have en bredde på 1440 pixels for at kunne bruges på det ønskede område. Vi kan også flytte rundt på udtrykkene og finde frem til den maksimale størrelse, i hvilket et givent rasterbillede kan trykkes: Har vi et billede med en bredde på 1440 pixels, mens vi ved, at mindstekravet til PPI er 240, dividerer vi tallene og får: 1440/240=6. Rasterbilledet kan altså trykkes med en bredde på 6 tommer, før det mister kvalitet.

Så langt, så godt. Men rasterbilledets svaghed – og det helt afgørende argument mod dets brug til trykformål – er, at dets samlede pixelantal ligger uforanderligt fast. Når først et rasterbillede er lavet med et vist antal pixels, lader det sig ikke ændre. Kommer vi så i en situation, hvor vi vil fremstille et logo der eksempelvis er 8 tommer bredt, har vi – hvis vi ønsker at bevare billedopløsningen – brug for et større antal pixels end billedet har.

Lad os igen finde lommeregneren frem: 240×8=1920. Vi har altså brug for 1920 pixels i bredden til det nye, større billede, men har kun 1440. Trykker vi så logoet, vil det fremstå med et pixelantal, der passer til et område, som er 25% mindre end opløsningen egentlig tillader. Hver enkelt pixel strækkes ud for at dække det større område og fremstår derfor mere grynet og uklart end før. Da logoer ofte vil skulle bruges i forskellige størrelser – et logo på ryggen vil som regel have en anden størrelse end det tilsvarende på brystet – vil en grafiker have behov for at arbejde med et billede, der uden problemer kan både forstørres og formindskes efter forgodtbefindende. Det gælder især, hvis logoet indeholder en font der – som du kan forestille dig – betaler en endnu højere pris end billeder for tab af kvalitet. Der skal ikke mange grynede pixels til, før en tekst bliver ulæselig. Netop af den grund er alle fonte på nettet – hvor brugere ofte zoomer ind og ud på tekster, de læser – vektorfiler.

En relateret faktor, der for raster også presser sig negativt på, er filstørrelsen. Et billedes pixelantal afspejler sig direkte i dets størrelse. Uafhængigt af PPI, der – som du husker – er en opgørelse af pixels per tomme, skalerer filstørrelsen proportionelt med det
samlede pixelantal. To billeder med samme PPI, men med forskellige dimensioner, vil altså have forskellige filstørrelser. Da redigeringsprogrammet skal være i stand til at behandle datainformation om samtlige af billedets pixels, vil filstørrelsen have markant indflydelse på, hvor hurtigt programmet vil kunne arbejde. Jo flere pixels, desto bedre billedkvalitet. Jo bedre billedkvalitet, desto større fil. Jo større fil, desto langsommere arbejdende redigeringsprogram og hurtigere fyldt harddisk. Oven i det kan filstørrelsen også være en væsentlig negativ faktor, når filer skal overføres fra én enhed til en anden.

Vektor
Hvad er det så, vektorfilen kan? Hvordan undgår den de problemer, som raster slås med? Lad os se nærmere på den.

Vektorfiler bygger grundlæggende på matematiske formler, som i et koordinatsystem udregner og tegner nøjagtige geometriske elementer. Disse tegnes gennem formlernes beregning af præcise punktværdier og sammenbinding af disse med linjer og kurver, som tilsammen udgør det endelige grafiske udtryk. Sådanne geometriske byggesten ­– linjer, cirkler, polygoner, kurver osv. – gør vektorfiler velegnede til brug inden for strukturbaseret linjegrafik, som typisk gør sig i 2D-billeder med rene udtryk og homogene, skyggeløse farver. De samme byggesten gør samtidig vektorfiler uegnede til de naturtro gengivelser ofte set i digitale fotografier, da homogene farver netop mangler den farvedybde, der er så afgørende for virkelighedstro afbildninger. En væsentlig egenskab ved vektorfiler, er, at de i modsætning til rasterfiler ikke skal forvalte millioner af små pixels, men i stedet blot huske på relativt få, vigtige koordinatpunkter i billedet og de linjeligninger, som forbinder dem med hinanden. På grund af dette optager vektorfilen markant mindre plads og er følgelig nemmere at overføre, flytte rundt på og arbejde med.

Lad os igen belyse med et eksempel: Hvis en cirkel skal gengives af et rasterbillede, vil billedet skulle forvalte op til flere millioner binære cifre (bits) og fægte med en tilhørende filstørrelse. For en vektorfil, derimod, er det langt nemmere. Først finder den med blot to cifre cirkelcentrummets beliggenhed i koordinatsystemet, og dernæst fastlægger den cirklens omfang ved at sætte radiusværdien ind i cirkelligningen: (x-a)
2+(y-b)2=r2. Disse værdier er alt, vektorfilen behøver for at tegne cirklen. Skal den så eksempelvis forstørres, er det blot at erstatte radiusværdien med en ny og tegne resultatet af den nye udregning. Denne langt nemmere metode kræver meget lidt diskplads og tillader billeders grænseløse forstørrelse, uden medførende forværring af billedopløsningen. Linjekanterne vil altid fremstå skarpe og billedet se ud som – og teknisk set være – spritny.

Det, at billedet gentegnes, hver gang det ændres eller forstørres, gør, at det kan opdeles i individuelle komponenter, som efter behov kan adskilles, arrangeres, ændres og farves med ét eller ganske få klik. En grafiker kan give dem en hvilken som helst størrelse, de kan løbende tilegnes enhver ønsket Pantonefarveværdi, og med deres mere simple opbygning er de i sidste ende nemmere at påføre tekstilet uden fejl. En vektorfil er således langt mere alsidig og nemmere at arbejde med end en rasterfil. Hvad den mangler i fotorealisme, har den i medgørlighed, og i en branche, hvor presserende deadlines er reglen mere end undtagelsen, kan vigtigheden af fleksibel og hurtig billedredigering ikke overdrives.

Identificér dit billedes filtype
Hvilken filtype er billedet, du overvejer at bruge som kilde til dit logo? Det kan du finde ud af ved at se på filendelserne eller ved at forstørre billedet og se, hvordan kvaliteten påvirkes. Forværres den, er det med stor sandsynlighed et rasterbillede.

De mest gængse rasterfiltyper har filendelserne .jpg, .gif, .bmp, .png, .tiff, .tif og .psd (Photoshop), mens de mest gængse vektorfiltyper har filendelserne .eps, .ai, .cdr, .svg, og .wmf/emf.

Opsummering
Lad os slutte af med at opsummere, hvad vi ved om raster og vektor:

Begge filer har deres klare styrker. Raster er det foretrukne format til realistiske og farverige billedgengivelser, mens vektor er de formålstjenlige og stiliserede kopiers domæne. Raster anvendes til fotografier og er det klart mest brugte billedformat på nettet, mens vektor i vid udstrækning anvendes til logo- og ikondesign i markedsføringsøjemed. Raster er mondæn, men besværlig. Vektor er spartansk, men imødekommende. Raster er et P.S. Krøyer-maleri. Vektor er en Jørgen Clevin-tegning. I tekstiltrykindustrien foretrækkes valgmulighed nummer to, hvorfor vi hos Jet Sport udelukkende lader vektorfiler stå til grund for vores logoer. Det ved vi giver den korteste produktionstid, de billigste logoer og de gladeste kunder.

Tak, fordi du læste med.

bygning-skalering
Del på facebook
Del på linkedin
Del på email